Udskriftsindstillinger:

Salt og peber-stykker med surdej og hørfrø

Mængde1 PortionTid i alt30 minutter

Nemme, koldhævede rundstykker med salt og peber

Disse surdejsstykker med hørfrø, salt og peber indtager en stensikker førsteplads herhjemme, når det kommer til hjemmebagte boller og rundstykker. De er helt perfekte med koldt smør og en god portion weekendhygge, kan jeg afsløre.

Du kan meget hurtigt lige røre dejen sammen sidst på eftermiddagen en fredag efter fyraften - og så kan du have lækkert, friskbagt morgenbrød klar lørdag morgen.

Et rundstykke skal helst være sprødt udenpå og blødt indeni, og her rammer den her opskrift på surdejsstykker - i kombination med bagestålet og lidt ovndamp - virkelig plet!

Og så må jeg sige, at surdejen og koldhævningen bare giver disse hjemmelavede rundstykker med salt og peber en helt fantastisk smag og en let og luftig krumme.

 475 g lunkent vand
 130 g bageklar surdej
 500 g økologisk hvedemel (f.eks. fra Valsemøllen)
 100 g fuldkornshvedemel (f.eks. fra Valsemøllen)
 12 g salt
 2 spsk smagsneutral olie til at smøre plastbøtte med
 fuldkornsmel til drys
 60 g hørfrø (evt. blandet med sesamfrø) til drys (f.eks. fra Valsemøllen)
 salt og peber til drys
1

Dag 1. Forbered dejen: Æltning af dej med surdej på røremaskine

1. Hæld det lunkne vand i røremaskineskålen og tilføj din aktive, bageklare surdej.

2. Tilføj hvedemel og fuldkornsmel, og kør massen på lav hastighed på din røremaskine, så det hele samler sig.

3. Skrab kanterne fri for dej, og kør resterne fra skålens sider sammen med dejen.

4. Lad dejen hvile 30 minutter i skålen med dejkrogen i.

5. Tilføj salt og en lille smule vand.

6. Skru nu op for maskinens hastighed, og lad den køre, indtil du hører dejen klaske mod siderne på skålen. Lav glutenprøven ved forsigtigt med våde hænder at trække i en lille del af dejen. Hvis du kan strække dejen, sådan at den næsten bliver gennemsigtig, er dejen klar til det næste trin. Hvis den ikke føles elastisk og går i stykker, så skal den æltes lidt mere. Giv den et minuts tid og gentag øvelsen.

7. Dejen skal nu hvile i ca. 3 timer ved stuetemperatur i en oliesmurt plastikbøtte (ca. 3 liter) med låg på.

8. Når dejen er hævet 30-40 % (det burde den være efter ca. 3 timer), kan du sætte dejen på køl til i morgen.

2

Dag 2: Salt og peber-stykkerne bages på bagestålet

1. Placér en ovnplade på nederste rille i ovnen og en rist midt i ovnen. Læg nu bagestålet på risten og tænd ovnen på 240 grader varmluft.

2. Hæld ca. 1 deciliter vand i en kasserolle (eller en elkedel, hvis du er lidt mere moderne) og varm vandet op til kogepunktet.

3. Drys en ren og tør køkkenbordsoverflade med først et lag fuldkornsmel og derefter et lag hørfrø i et område, der cirka svarer til længde og bredde på den bøtte, du kom din dej i (gerne lidt større, dejen kan godt flyde lidt ud).

4. Vend plastikbøtten og lad forsigtigt dejen falde ned på bordet. Sigt efter området med hørfrø, så godt du kan.

5. Nu skal stykkerne skæres ud, og det gør du lettest med en dejskærer. Kom dejstykkerne på en bagepapirsbeklædt kombispade - stykkerne må meget gerne stå tæt, for det utrolig varme bagestål sørger for, at de ikke flyder ud.

6. Når bagestålet er varmt nok, dvs. når det har nået 240 grader eller mere, kan du lade dejstykkerne (og bagepapiret) glide over på stålet.

7. Hæld hurtigt det varme vand ned på ovnpladen under bagestålet, luk ovnen og bag bollerne i 10-15 minutter, alt efter hvor mørk du kan lide din afbagning.

3

Velbekomme!

Næringsfakta

Personer 0